Om mit besøg på neonatal hvor livet er skrøbeligt, og tiden står stille og dét at få et barn født for tidligt.
Tilbage til et sted med mange minder
Allerede fra de første skridt i forhallen og turen op i elevatoren fik jeg fornemmelsen af at være tilbage. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Tilbage i den verden, hvor tiden står stille og hvor livet er skrøbeligt. Mit nervesystem genkendte med det samme rummene, duften og lydene fra diverse apparater og alarmer.
I december 2025 besøgte jeg neonatal i Aalborg. Jeg havde rakt ud og spurgt om lov til at komme på besøg, for at tilbyde de indlagte familier en fotografering hvor fokus, for en stund, var på noget andet end indlæggelse, alarmer og den uvished, der er forbundet med at få et barn født for tidligt. Et øjeblik hvor fokus var på den nærhed, ømhed og dét forældreskab, som går hånd i hånd med et for tidligt født barn.
De små, stille øjeblikke
Når nærheden taler sit eget sprog
Jeg betragtede og fotograferede familierne og forevigede de små, nære øjeblikke. Øjeblikke hvor den lille hånd i vuggen greb fat om mors og fars finger. Øjeblikke hvor nærheden opstod under hud til hud-kontakt i sengen. Øjeblikke med mors og fars beskyttende hænder, på deres lille liv i kuvøsen. For forældre til et barn født for tidligt bliver disse små øjeblikke ofte altoverskyggende og jeg fik indtryk af, at mit besøg skabte et lille pusterum for familierne midt i kaos og uvished. Et pusterum med tid til bare ”at være” og ikke forholde sig til andet.
Vores historie med neonatal
At være både mor og fotograf
Tilbage i januar 2017 blev vores ældste søn født 7 uger for tidligt og startede sit liv på neonatal.
I den forbindelse var vi indlagt i flere måneder, primært på OUH i Odense, men også for en stund på neonatal i Aalborg. Neonatal er derfor et sted jeg har været før og som jeg kender godt. Ikke kun som fotograf, men også som mor. Og ikke meget havde forandret sig. Det hele ser ud på samme måde som i 2017. Duften der mødte mig på afdelingen var den samme. Lydene fra udstyret, C-pap og alarmerne var de samme. Flere af sygeplejerskerne og lægerne var de samme.
Jeg genkendte med det samme følelsen af, at tiden står stille på neonatal. Den følelse ramte mig også tilbage i 2017. En følelse af at tiden, for os, var sat på pause under indlæggelsen, mens verden udenfor fortsatte, som om intet var forandret.
Mere end bare en fotografering
En gave til familierne – og til mig selv
Jeg besøgte familierne på neonatal med det formål at give familierne en gave. En gave i form af en oplevelse og nogle mindeværdige billeder at se tilbage på. Nogle billeder af deres liv lige nu. Deres virkelighed og deres jul i 2025.
Da jeg stod blandt familierne med de små skrøbelige liv i hænderne, kunne jeg hurtigt mærke, at mit besøg blev mere end bare en dag med fotograferinger. Mit besøg blev på en måde også en gave til mig selv. En gave til dén mor, der i 2017 lå indlagt og følte sig afskåret fra omverdenen. Følelsen af at kunne give disse familier den her oplevelse og nogle helt særlige billeder helede også noget i mig. Det var meget sårbart og smukt på én og samme tid. Én af familierne kaldte mig et ~ julemirakel ~ og der var ærligtalt ikke et øje tørt.
Mit blik som fotograf
Med respekt for det skrøbelige
Som når jeg fotograferer alle andre opgaver, er målet ikke ”det perfekte” billede, men at fange nogle autentiske øjeblikke og skabe ægte minder fra dén tid, hvor billederne er taget. Det gælder uanset om jeg har kameraet med på neonatal eller til en anden type fotografering.
Én ting er sikkert. Jeg gør mig altid umage og jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe ro og tryghed omkring mig. Jeg fotograferer med respekt og tålmodighed, da jeg udmærket ved, at det kan være grænseoverskridende for jer som familie, at stå foran kameraet.
At åbne hjertet midt i en svær tid
Citatet her så jeg samme aften, som jeg havde besøgt neonatal i Aalborg. Mit hjerte var fyldt med taknemmelighed.
En taknemmelighed til både neonatal og familierne. Jeg vil gerne sende en tak til neonatal i Aalborg for at give mig lov til at komme på besøg men også en kæmpe tak til familierne, som viste mig en enorm tillid og lod mig komme helt tæt på. Jeg følte virkelig, at jeg blev lukket helt ind i jeres liv og fortælling, for en kort stund. Tak for det.
At være på neonatal er at leve i en hverdag, der føles adskilt fra resten af verden. Her lever familierne med en styrke, som sjældent ses udefra. En styrke, der ikke larmer, men som viser sig i vågne nætter, i nænsomme berøringer og i håb, der holdes levende én dag ad gangen.
Jeg ved af egen erfaring, at nogle perioder i livet ikke er nemme at være i. Men jeg ved også, hvor vigtige de er at kunne se tilbage på. Ikke kun for at huske det svære – men for at huske kærligheden, nærheden og alt det, der bar én igennem. De billeder jeg har fra vores tid med et barn født for tidligt på neonatal er et form for anker. Noget at holde fast i, når man kommer ud i den virkelige verden igen og livet går videre.
Mit besøg på neonatal i december 2025 bekræftede mig i, hvorfor jeg gør det, jeg gør. Hvorfor jeg vælger at skabe billeder, der rummer det ægte liv – også når det er skrøbeligt. For selvom tiden kan føles, som om den står stille på neonatal, bliver der her skabt historier, bånd og minder, som kommer til at følge med videre i livet.
Tak fordi du læste med ♥
De bedste hilsner
Pernille